24 63 34 77 dorte@pressefolden.dk

Som næstformand i LO har Lizette Risgaard et travlt arbejdsliv, som ikke levner meget tid til også at have en hund. Men med hjælp fra førtidspensionist Leif Jønson kan hun både passe karrieren og samtidig give sin hund et godt liv. Om dagen er Blackie nemlig sammen med Leif.

Blackie og Felix– Ja, det var nok en fejl, at jeg købte en ny hund. For hvordan skal jeg nu få mine hverdage til at hænge sammen?

Sådan gik Lizette Risgaard og tænkte for snart tre år siden, mens hun luftede Blackie, som er en blanding af en labrador og en tysk korthåret hønsehund. På det tidspunkt var han omkring et år og fuld af energi og livsglæde. Men Lizette havde så småt set i øjnene, at hun faktisk ikke havde tid til at have en hund.

Trist forhistorie

Med den triste forhistorie forstår man godt, at hun alligevel havde fået Blackie. Da hun hentede hunden som hvalp, var hendes mand lige død, og det skete, kun få uger efter at familien også havde mistet deres gamle hund.

– Jeg syntes, det var så hårdt for mine to sønner. Først dør deres hund, og kort tid efter mister de også deres far. Deres far kunne jeg ikke give dem igen, men en ny hund kunne jeg skaffe – så det gjorde jeg, siger hun.

Skulle ikke være alene

Som næstformand i LO har Lizette et travlt arbejdsliv. Hun rejser land og rige rundt og har også ofte møder om aftenen. I dag er den yngste søn 15 år, mens den ældste er flyttet hjemmefra. Og uden børnenes far, der som pensionist var den, der tog sig kærligt af den tidligere hund, når resten af familien var på farten, er det næsten umuligt at få hverdagen til at fungere, hvis der også er en hund i huset.

– Man kan ikke forvente, at en teenager skal indrette sit liv efter en hund. Derfor var jeg dybt bekymret for, hvordan jeg dog skulle få det hele til at gå op i en højere enhed. Var jeg nødt til at finde et andet hjem til Blackie? For at byde ham et liv, hvor han blev luftet tre gange om dagen og ellers stort set skulle være alene, ville jeg ikke være bekendt, fortæller hun.

Blackies nye ven

Løsningen dumpede ned fra himlen. Hun og Blackie løb nemlig tilfældigt ind i Leif Jønson, der var ude for at lufte sin labrador, Felix.

Hundene faldt hurtigt i hak, mens Lizette og Leif stod og snakkede. I løbet af samtalen spurgte hun forsigtigt, om Leif mon havde lyst til at passe Blackie i weekenden, hvor hun skulle arbejde. Og Leif sagde med det samme ja. Leif er førtidspensionist og bor i lejlighed få hundrede meter fra Lizette.

– Derefter var alle problemer med Blackie løst. De to hunde blev lynhurtigt hinandens bedste venner, og Leif begyndte stort set med det samme at tage Blackie med, når han alligevel går sine ture med Felix, smiler Lizette.

Godt for alle parter

Hun går stadig morgen- og aftentur med Blackie, men den store tur midt på dagen klarer Leif og Felix.

– Felix og jeg henter Blackie hver dag i løbet af formiddagen, og så kører vi ud for at gå en ordentlig tur. Blackie bliver hos mig, indtil Lizette har fri. Hun ringer, når hun er på vej hjem, og så aftaler vi, om hun kommer og henter Blackie hos mig, eller om vi skal mødes til en aftentur. Hvis vejret er godt, tilbringer vi ofte en del af dagen hos Lizette, hvor jeg kan sidde i haven og læse avis, fortæller Leif.

Han er mindst lige så glad for ordningen, som Lizette er.

– Jeg havde længe tænkt på, at det i grunden var synd for Felix at gå alene rundt sammen med mig. Nu har han fået en rigtig god kammerat at følges med. Og det er godt for dem begge to. De opfører sig nærmest som søskende, og de føler sig hjemme, uanset om vi er her eller hos mig. Så de har begge fået et bedre hundeliv, siger han.

Læs hele historien i Dyrefondet 3/2014.