24 63 34 77 dorte@pressefolden.dk

Forskere er nået til enighed om 25 tegn, der kan afsløre, om din kat har smerter.

Katte skjuler deres smerterKatte er verdensmestre i at skjule det, hvis de har smerter. Nu har katteforskere fundet frem til 25 adfærdsændringer, der kan betyde, at katten har ondt og skal en tur til dyrlæge.

Forskningsprojektet er ledet af forskere fra University of Lincoln i England, der i samarbejde med et panel af veterinære katteforskere fra hele verden er nået til enighed om, hvilke ændringer i kattes adfærd der kan afsløre smerter.

Forskerpanelet repræsenterer specialer inden for områder som intern medicin, smertebehandling, kræft, tandpleje, adfærd, hudsygdomme, øjensygdomme og neurologi. Resultatet er offentliggjort i PLOS One i artiklen ’New research reveals 25 signs your cat could be in pain’.

Hjælp til katteejere og dyrlæger

Formålet med at finde frem til de 25 tegn er at hjælpe både katteejere og dyrlæger til at få øje på adfærdsændringer, der kan betyde, at katten har smerter.

Ifølge professor Daniel Mills fra University of Lincoln er både katteejere og dyrlæger gode til at genkende mange af de adfærdsændringer hos katte, som kan afsløre smerte. Men det er ikke altid, at adfærdsændringerne får ejeren til at tage til dyrlæge.

For eksempel kan ejerne godt se de adfærdsændringer, som er en uundgåelig og naturlig del af aldring, men de taler ikke altid med dyrlægen om dem – i hvert fald ikke før ændringerne også giver alvorlige problemer.

– Ved at have en liste over tegn på smerter har vi lagt fundamentet for påvisning af smerter i fremtidige undersøgelser, siger Daniel Mills.

Forskerne understreger, at selvom listen forbedrer dyrlægernes muligheder for at diagnosticere smerter hos katte så tidligt som muligt, er der brug for yderligere forskning på området.

25 tegn på, din kat har smerter

Din kat kan have smerter, hvis den:

  1. halter
  2. har svært ved at hoppe
  3. går på en underlig måde
  4. undgår at bevæge sig
  5. reagerer mod berøring
  6. trækker sig tilbage eller gemmer sig
  7. holder op med at holde sig ren
  8. leger mindre
  9. mister appetitten
  10. er mindre aktiv i det hele taget
  11. holder mere eller mindre op med at gnide sig mod mennesker
  12. ændrer humør – for eksempel så den lettere bliver irritabel
  13. ændrer temperament – for eksempel så den konstant er irritabel
  14. har en foroverbøjet kropsholdning
  15. svinger i vægt
  16. slikker sig meget på en bestemt del af kroppen
  17. holder hovedet lavt
  18. blinker ufrivilligt eller får krampe i musklerne omkring øjnene (årsagen er den kroniske sygdom blefarospasme)
  19. undgår lys
  20. ændrer adfærd, når den spiser
  21. knurrer på en måde, som den ikke har gjort før
  22. stønner
  23. har lukkede øjne
  24. har problemer med at urinere
  25. har trækninger i halen.

Bemærk, at tegnene ikke nødvendigvis betyder, at din kat har smerter, men kun at den kan have smerter. Er du i tvivl, så kontakt din dyrlæge.