24 63 34 77 dorte@pressefolden.dk

At komme, når man kalder. At lade være med at trække i snoren. Og at lade være med at hoppe op. Det er de tre sværeste og mest nødvendige ting, enhver hund skal lære. De to første mestrer Laika heldigvis perfekt. Men hun hopper stadig op …

Laika - klar til at hoppe op– Så tag dog den lede køter i snor, når du ikke har styr på den!

Meldingen kommer fra en mand, som tydeligvis er rasende over, at Laika hopper op ad hans kæreste. Jeg skynder mig at sige undskyld og får kaldt den lalleglade tæve til mig.

Vi er på stranden, hvor hundene gerne må løbe løs. Men det siger sig selv, at de naturligvis ikke må genere andre – og slet ikke folk, der ikke selv har hund med. Problemet er bare, at det er ufattelig svært for en ti måneder gammel hvalp at forstå, at det altså ikke er alle, der synes, hun er bedårende. Slet ikke nu, hvor hun ligner en helt almindelig hund og ikke den sprudlende hvalp, som hun jo stadig er.

Det hører heldigvis til sjældenheder, at det går galt. Jeg holder konstant øje med, hvad der sker omkring os, og kalder hende til mig, så snart jeg ser børn, joggere, surfere og andre, som jeg erfaringsmæssigt ved, at hun rigtig gerne lige vil hilse på. Men en gang imellem går det altså galt, og jeg får et fur. Det er ubehageligt for alle parter, men efter min mening uundgåeligt. For hvis jeg konstant har hende i snor, lærer hun jo aldrig at opføre sig pænt.

Vend ryggen til hende!

Derfor kæmper vi i øjeblikket en indædt kamp om, hvorvidt hun må hoppe op ad folk eller ej. Hun er for længst holdt op med at hoppe op ad mig. Hun ved, at jeg bare vender ryggen til. Men desværre møder vi hele tiden mennesker, der ikke alene kæler med hende, selvom hun står med begge poter på deres lår. Nogle af dem når også at give hende en godbid, inden jeg får protesteret. Og det gælder også, selvom jeg udtrykkeligt siger: Hun må ikke hoppe op! Du må ikke tale med hende, når hun hopper op! Vend ryggen til hende!

Nogle mener, at det udelukkende er ejerens opgave at lære sin hund at opføre sig ordentligt. Men hvordan skal hunden lære, at den ikke må hoppe op, når den konstant får både kæl og godbidder ud af den opførsel? Selvfølgelig er det mit ansvar, at Laika lærer at lade være. Men det kan altså ikke lade sig gøre, hvis omgivelserne ikke samarbejder. Så kære hundevenner: Lad være med at belønne hunde, der hopper op. Den slags opførsel skal tackles på præcis samme måde, som voksne hunde gør det. De vender ryggen til og ignorerer den dårlige opførsel, og så lærer hunden hurtigt, at det ikke kan betale sig.

Dage med Laika – fra Dyrefondet 6/2012.

Følg Laika på Facebook på www.facebook.com/laikalife.