24 63 34 77 dorte@pressefolden.dk

Knap ni måneder gammel er Laika i gang med sin første løbetid. Og så er det slut med at gå løs på stranden og besøge hundeskove og -parker.

Laika angriber Petri– Hun er i løbetid, men hun må gerne hilse, råber jeg i god tid til manden, der kommer imod os sammen med sin løse gravhund nede på stranden.

– Tusind tak for oplysningen. Selvom han er gammel, ved han godt, hvad det drejer sig om, så der er ingen grund til at udsætte ham for det, lyder svaret fra manden, der samler sin hund op under armen og går videre.

At Laika savner at løbe løs og lege med andre hunde, er jeg ikke i tvivl om. Hun trækker i snoren, hver gang hun ser en anden hund i det fjerne, og hun er fuld af energi, som det er svært at få brændt af i en snor.

Men selvom hun endnu ikke er så langt i sin løbetid, at hun kan blive drægtig, kunne jeg ikke drømme om at slippe hende løs. Slet ikke når jeg ved, at mange hanhunde sidder og hyler i dagevis og ikke vil spise, når de har været i kontakt med en løbsk tæve.

Forført i hundeparken

Petri gumler i LaikaAt ikke alle tænker sådan, ved ejeren af Laikas ’kæreste’, Petri, alt om. Han er en lille blandingshund, der på en tur i Københavns bedste hundepark, Bernstorffsparken, pludselig blev intenst kurtiseret af en højløbsk dansk-svensk gårdhund. Og det tog ikke mange sekunder, før de to havde parret sig. Tre meget vrede damer råbte og skreg, kastede nøgler, pinde og andet efter de to sammenhængende hunde og anklagede den knap 12 måneder gamle hanhund for at have voldtaget deres højløbske tæve. Petris ejer skyndte sig at komme sin hund til undsætning, så han ikke kom til skade, da de tre vrede damer oven i købet forsøgte at skille de to hunde ad. Og samtidig blev hun så befippet, at hun afleverede sit telefonnummer til den mest højrøstede af damerne.

– Det var først bagefter, at jeg blev vred. For hvorfor tager de en tæve i løbetid med ind i en hundepark, hvor det vrimler med løse hanhunde? Det gør man da bare ikke, siger hun.

Nej, det gør man nemlig ikke. Det er synd for hanhundene. Og det kan også hurtigt blive synd for den løbske tæve og føre til et større hundeslagsmål, hvis der er flere hanhunde, som kappes om hende.

Så selvom tre uger er lang tid for en energisk pubertetstæve som Laika, må både hun og jeg vente med de rigtig gode gåture, hvor hun både kan strække ud og lege med hunde, indtil løbetiden er overstået.

Dage med Laika – fra Dyrefondet 5/2012

Følg Laika på Facebook på www.facebook.com/laikalife.